Sikkerhed på din rejse

A quick guide

Der er enormt mange ting at huske på, uanset om man er væk en weekend eller i årevis. Her samles nogle af faldgruberne, samt gode råd.

Forsikring

Der er en generel huskeregel for når man rejser: Pas, penge og piller. Men jeg vil faktisk udvide den til: Pas, penge, piller og rejseforsikring. For den er uhyre vigtig!

Først og fremmest, så vær opmærksom på, at den rejseforsikring som kan være inkluderet i din indboforsikring kan være relativt begrænset i sin dækning.

For det andet, så dækker dit gule sundhedskort kun Kongeriget Danmark (dvs. Danmark, Færøerne og Grønland). Det blå EU-sundhedskort har nogen, men begrænset, dækning inden for EU. Her kan du med fordel læse mere på: Styrelsen for Patientsikkerhed

Når du køber privat rejseforsikring, er det vigtigste at holde øje med din dækningsgrad ved hospitalsindlæggelse. I nogle lande, bl.a. USA og Sydkorea, kan disse regninger løbe op i mange hundrede tusinde kroner, og er din dækningsgrad f.eks. "kun" 100.000, ja, så hænger du på resten af regningen selv, selvom du har haft købt forsikring.

Husk også at tjekke - og vurder vigtigheden for dig - i dækning af tyveri, forsinket/aflyst transport, hjemtransport til dødeligt sygt familiemedlem, mv.

Skal du bo fast i udlandet, kan det muligvis betale sig at indhente tilbud på en udstationeringsforsikring.

Og husk selvfølgelig også, at rejseforsikringer som regel ikke dækker dig i dit bopælsland.

Del din rute og opholdssteder

Sørg for, at et par familiemedlemmer og venner er opdateret om din aktuelle lokation og planer. Sørg for, at de ved hvornår du eventuelt er offline, så man undgår unødige bekymringer, men at de samtidig har mulighed for at alarmere. Jeg deler altid mit ophold, samt værtens/hotellet/hostellets telefonnummer og adresse i en gruppe-chat på Facebook.

Det er også en god idé at være tilmeldt Danskerlisten, da Udenrigsministeriet da ved hvilke lande du befinder dig i, og kan kommunikere ud til dig, hvis der opstår katastrofer, konflikter, terror, krig, mv.

Sikkerhedsrisici

Danmark er et af verdens sikreste lande - og vi kan derfor nemt glemme problemer, der plager andre lande, om det er korruption, kriminalitet, sygdomme, farlige dyr, malaria, AIDS/HIV eller ekstremt hårde straffe mod homoseksualitet, narkotika, gudsbespottelse, kritik af regering/monarki og/eller porno.

Før jeg rejser til en ny destination, er der altid to steder jeg tjekker. Det er dels Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Derudover tjekker jeg også Wikitravel's information. Bemærk dog, at Wikitravel ligesom Wikipedia er vedligeholdt af frivillige, at information kan derfor være uddateret eller faktuelt forkert. Brug din sunde fornuft, og sørg for at informationerne stemmer overens med andre kilder, bl.a. Udenrigsministeriet. Ved yderligere spørgsmål, så er det altid en god idé at kontakte ambassader.

Med kildekritik for øje kan man ofte også finde information via hjemmesider som Quora eller Google-søgninger. Bemærk dog, at disse information ofte er baseret på meninger og opfattelser, og de er ingen garanti for hverken at være sikre eller usikre.